Letz Sushi tænker først certificering, så pris

Hvordan kan man stille krav på det globale marked, hvis man har en lille indkøbsvolume?

Det er en velkendt udfordring for mange SMV’er. Læs om, hvordan Letz Sushi anvender certificeringer til at stille flere krav og påvirke menneskerettigheder i en positiv retning.

Når Letz Sushi køber fisk til virksomhedens restauranter, er minimumskravet, at de skal være certificeret. Det kan være ASC, MSC eller Skånsomt Kystfiskeri (FSK) alt efter, hvilken fisk der er tale om. Når certificeringerne er på plads, kan der kigges på pris og kvalitet. Ikke før. Et minimumskrav om certificering sikrer, at både leverandører, indkøber, virksomheden og virksomhedens gæster altid ved, hvad de kan forvente.

En certificering er ikke en garanti for, at alt er i orden på menneskerettighedsområdet, men det er en god indikation på, at denne leverandør er interesseret i at forbedre sig og i at arbejde på en ansvarlig måde. Letz Sushi er i øjeblikket i dialog med MSC om at stille yderligere krav til menneskerettigheder som en del af certificeringen.

En god dialog med leverandørerne, om bl.a. certificeringskrav, kan være en god start på en videre samtale om vigtigheden af at overholde menneskerettighederne, og hvordan I sammen kan minimere risikoen for negative indvirkninger i jeres fælles værdikæde.

Fordele for mennesker

  • Respekt for mennesker: Letz Sushis mål er at redde havet, noget der hænger uløseligt sammen med respekt for menneskerettigheder.
  • Bedre lønforhold: Brugen af særlige certificeringer bidrager til, at producenter får en bedre løn.
  • Lokale forhold: Brugen af særlige certificeringer kan bidrage til renere verdenshave og dermed bedre lokale forhold.

Letz Sushi om forretningsfordelene ved at arbejde med menneskerettigheder

“Ved at arbejde med certificeringer i indkøbet, er man med til at gøre en forskel – f.eks. er ASC certificeringen med til at fremme en bæredygtig udvikling af lokalsamfundet der hvor produktionen finder sted, ved at stille krav til ansvarlige produktionsmetoder, afskovnings-frit foder, varetagelse af arbejdstagerrettigheder og meget andet, så der på den måde både bliver taget hensyn til miljø og mennesker.”

Anders Barsøe, Direktør, Letz Sushi

Scroll to Top